Om osRenovering af Frederiksberg Svømmehal

Renovering af Frederiksberg Svømmehal

Fra den 29. maj 2020 vil Frederiksberg Svømmehal være lukket for offentligheden.

Frederiksberg Svømmehal er en af Danmarks ældste svømmehaller. Hvert år besøger omkring 600.000 gæster svømmehallen, som dermed også er en af landets mest besøgte. De mange års flittige brug har sat sine spor på den flotte røde bygning på Helgesvej, og derfor påbegynder vi en større renovering af Frederiksberg Svømmehal i 2020.

Fra den 29. maj 2020 vil Frederiksberg Svømmehal være lukket for offentligheden, mens renoveringen pågår. Det forventes, at lukkeperioden vil vare omkring 11 måneder, og at svømmehallen åbner igen i starten af maj 2021.

Herunder kan du få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål i forbindelse med renoveringen. Der er fortsat mange forhold, som vi mangler at afklare. Vi informerer løbende om renoveringen her på hjemmesiden og på sociale medier.


Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor skal svømmehallen renoveres?

Miljøministeriet skærpede sidste år miljøkravene til svømmehaller. Frederiksberg Svømmehal har en midlertidig miljøgodkendelse, som udløber i sommeren 2020. En ny miljøgodkendelse forudsætter, at vi renoverer blandt andet det tekniske anlæg i svømmehallen. Derudover er Frederiksberg Svømmehal en af landets ældste og mest velbesøgte svømmehaller. Derfor er bygningen flere steder slidt og trænger til en renovering.

Hvornår begynder I på renoveringen?

Frederiksberg Svømmehal lukker for offentligheden 29. maj 2020. Cirka halvanden måned senere rykker entreprenørerne ind og så begynder selve renoveringen. Vi forventer at arbejdet vil tage 9 måneder, men at lukkeperioden i alt vil vare 11 måneder.

Hvornår åbner svømmehallen igen?

Vi forventer at åbne svømmehallen for offentligheden igen i slutningen af maj 2021.

Hvad koster renoveringen?

Kommunalbestyrelsen har afsat 50 mio. kr. til renoveringen. Der mangler dog et beløb på omkring 20 mio. kr. for at kunne gennemføre renoveringen. Derfor er der igangsat en proces for at afdække finansieringsmulighederne eventuelt ved inddragelse af kommercielle aktører.

Bliver det dyrere at benytte svømmehallen, når den åbner igen?

Vi forventer ikke at ændre på prisniveauet i svømmehallen.

Får jeg refunderet ubrugte klip på mit svømmekort, når svømmehallen lukker?

Der er endnu ikke afklaret hvad der skal ske med gamle klippekort, vi forventer at de klippekort der ikke er udløbet 29. maj 2020, enten bliver forlænget eller refunderet.
De klippekort der sættes til salg i svømmehallen fra nu af, vil alle have den 29. maj 2020 som udløbsdato.

Jeg selv/mit barn går til svømning i Frederiksberg Svømmehal – hvor flytter undervisningen hen, når hallen lukker?

Babysvømning og svømning for børn under 6 år, som Frederiksberg Svømmehal selv står for, holder pause, mens svømmehallen er lukket.
Den øvrige svømmeundervisning i Frederiksberg Svømmehal varetages af henholdsvis Frederiksberg Svømmeskole og Hovedstadens Svømmeklub. Du finder deres hjemmesider herunder.

Jeg bruger saltvandsbassinet – hvor finder jeg et tilsvarende tilbud, mens Frederiksberg Svømmehal er lukket?

Du finder saltvandsbassiner to andre steder på Sjælland, i Grøndal Multicenter. Du finder deres hjemmesider herunder.

Lukker Fitness World i Frederiksberg Svømmehal under renoveringen?

Det er endnu ikke afklaret i hvilket omfang, renoveringen vil påvirke driften af Fitness World i Frederiksberg Svømmehal.

Lukker de øvrige virksomheder i bygningen under renoveringen?

Det er endnu ikke afklaret i hvilket omfang, renoveringen vil påvirke de øvrige virksomheder i bygningen.