SvømmehalBabysvømning

Babysvømning

Fra dit barn er 7 uger og til og med 2 år, kan I sammen benytte babybassinet.

Der er begrænset plads i babybassinet, og derfor anbefaler vi at I booker plads. I kan selv vælge om I vil følge et barselshold, eller blot svømme selv ved booking af en enkelttid. Læs mere om de forskellige muligheder her:

Babysvømning - enkelttider

Store smil og ivrige plask med arme og ben - styrk motorikken. De mindste er vilde med oplevelsen i det 34 grader varme vand. Fra din baby er 7 uger og til og med 2 år, kan du tage den lille med i babybassinet på egen hånd. Du behøver altså ikke at være på hold for at kunne booke enkelttider.

En billet giver jer adgang til 25 minutter i vandet, hvor badetiden fra indgang til udgang er 1½ time. Der er som udgangspunkt ingen instruktør ved bassinkanten, men du kan altid henvende dig til en livredder ved behov for hjælp. 

Vi anbefaler, at du booker din enkelttid online, da bassinet er meget populært. Vi anbefaler også, at du køber en ekstra billet online, hvis du vælger at tage en ekstra voksen med.

Der kan højest være 8 børn og 8 voksne i babybassinet. Det sikrer, at alle har god plads til leg og stimulering af alle sanser.

Babysvømning på barselshold

Babysvømning er en sjov og hyggelig aktivitet for både dig og dit barn. På et barselshold er I sammen i det varme vand i babybassinet 1 gang om ugen i 25 minutter. Der er 8 børn og 8 voksne på et barselshold. Vores instruktører er uddannet til at undervise i babysvømning, og de sørger for, at oplevelsen i vandet bliver tryg og med masser af sjov og smil.

Nedenfor får du mere at vide om de to forskellige slags barselshold: først holdene på 8 uger, og så holdene på 17 uger.

Barselshold (8 uger):
Barselshold på 8 uger er inddelt i to aldersgrupper:

  • 2 - 6 måneder
  • 7 - 12 måneder

Denne holdtype har opstart 4 gange om året: januar, marts, august og oktober

Barselshold (17 uger):
Dit barn skal være mindst 2 måneder ved holdstart og må højest være 12 måneder ved holdafslutningen.

Denne holdtype har opstart 2 gange om året: januar og august

Ofte stillede spørgsmål

Hvad laver man på et barselshold?
På et barselshold leder den erfarne instruktør jer igennem en række øvelser. Disse øvelser er blandt andet: 

  • Tilvænningsøvelser
  • Tryghedsøvelser
  • Sanglege
  • Balanceøvelser
  • Dykkeøvelser

Har vi den samme instruktør gennem alle ugerne?
Som udgangspunkt har I den samme instruktør, men der kan opstå situationer – f.eks. i forbindelse med sygdom – hvor I kan få en anden instruktør.

Hvordan gør jeg, når jeg kommer til svømmehallen, første gang jeg skal på barselshold?
Når du ankommer til svømmehallen, skal du gå hen til billetkontoret – så får du dit adgangskort udleveret. Adgangskortet bruger du til at komme ind i omklædningsrummet på 1. sal og til at komme ud igen efter jeres besøg. Du skal gå igennem trædøren og ikke billetmøllen oppe ved omklædningen.

Kan vi gå på hold sammen, efter den lille er fyldt 1 år?
Ja, så kan I gå til Holdsvømning sammen. Holdsvømning foregår også i babybassinet, og du er med den lille i bassinet, hvor han/hun gennem leg stille og roligt bliver mere og mere fortrolig med vandet. I kan gå til svømning sammen til dit barn er 5 år.

Tilmelding til barselshold

Barselshold 8 uger

Næste tilmelding til barselshold 8 uger: Natten mellem den 13. og 14. september 2019 kl. 00.00. Holdopstart i uge 43.
 
Sådan gør du på bookingsiden:
Barselsholdet på 8 uger kalder vi "Barsel KORT" på bookingsiden. 

Barselshold 17 uger

Næste tilmelding: december 2019 for opstart i januar 2020. Nærmere dato afventer.

Sådan gør du på bookingsiden:
Barselsholdet på 17 uger kalder vi "Barsel LANG" på bookingsiden. 

Vær opmærksom på, at du skal tilmelde dit barn den aldersgruppe, der passer, når holdet begynder – det er vigtigt af hensyn til dit barn og undervisningen, at du vælger det rigtige hold.

Der skal være minimum 5 deltagere for at oprette et hold. Ellers vil I, så vidt det er muligt, blive tilbudt anden plads.
Tilmeldingen på barselshold er bindende og betalingen refunderes ikke.

Ønsker du at fortsætte på et barselshold efter de 8 uger, er du altid velkommen til at tilmelde dig igen. Husk, at du også altid kan tilmelde dig enkelttider, hvor du er i vandet med dit barn i 25 minutter. Vil du og dit barn fortsætte til svømning, efter dit barn fylder 1 år, kan du tilmelde dit barn til Holdsvømning, der også foregår i babybassinet, og hvor du også er med.

6 gode råd til, hvordan du tilmelder dig og dit barn
Da der er rigtig mange, der forsøger at tilmelde sig barselsholdene, har vi her et par gode råd, der er gode at kende, når du skal tilmelde dig og den lille.

  1. Sørg for at sidde ved en computer, der har en god internetforbindelse, så der ikke er udfald i dit internet, når du sidder og skal tilmelde dig. Er der udfald i din internetforbindelse, kan du risikere at skulle begynde forfra med din booking.
     
  2. Du skal tilmelde dig og den lille på en computer, da du ikke kan tilmelde jer til hold på mobiltelefoner.
     
  3. Du skal oprette dit barn som bruger for at tilmelde jer til et barselshold – det er via dit barns brugerprofil, du tilmelder jer begge til barselsholdet. Et rigtig godt råd er at oprette dit barn som bruger inden tilmeldingen åbner, så du er klar til at booke, så snart vi frigiver pladserne. Du opretter dit barn under ”NY BRUGER”. Gå til bookingsiden.
     
  4. Hvis du på tilmeldingsdagen har logget på vores bookingside inden kl. 00.00, så husk at opdatere bookingsiden løbende ved f.eks. at trykke F5.
     
  5. Du kan betale for tilmeldingen med Visa/Dankort eller MasterCard – så sørg for at have et af kortene klar, inden tilmeldingen åbner.
     
  6. Hvis du efter tilmeldingen venter en mail fra os, så husk at tjekke din mappe med uønsket post/spam, da vi af og til oplever, vores mails havner dér.

Når I er tilmeldt, kan du altid se jeres undervisningsdage under dit barns brugerprofil i bookingsystemet. 

Venteliste
Hvis det hold, du ønsker, er optaget, får du via bookingsystemet tilbudt at stå på venteliste. Hvis du ikke får dette tilbud, skyldes det, at pladserne på ventelisten også er optaget.

Er du kommet på venteliste, er denne kun gældende de første 3 undervisningsgange for holdene på 8 uger og de første 5 undervisningsgange for holdene på 17 uger – herefter tages der ikke nye svømmere ind på holdene. Vi sender en mail til dig, hvis du får en plads via ventelisten – husk at tjekke din mappe med uønsket post/spam i din mail.

Gode råd før og efter babysvømningen

Vores erfarne instruktører har her samlet et par gode råd til, hvordan dit barn får den bedste svømmeoplevelse. Der er et par ting, du kan gøre både før og efter turen i vandet, og dem kan du blive klogere på her.

Før svømningen bør du:

  • Husk svømmeble og Happy Nappy babybadebukser (begge dele kan også købes i vores billetkontor).
  • Tilstræbe at din baby er udhvilet.
  • Seneste måltid bør være ca. 1 time før svømningen.
  • Sørg altid for at være glad og aktiv, det smitter af på babyen.
  • Grundig afvaskning før svømningen er meget vigtig, da alle kropsbakterierne ellers vil ende i bassinet og være til gene for alle.
  • Undgå creme og sminke. Det bliver opløst i bassinvandet og bliver liggende på overfladen, hvor netop de små opholder sig mest.
  • Svøm aldrig med en baby, der virker/er syg.

Efter svømning bør du:

  • Skylle din baby godt, nogle babyer reagerer med rødme efter bassinvandet. Smør babyen i uparfumeret lotion, men først når den lille er helt tør.
  • Giv den lille lidt at spise evt. en kiks eller en tår mælk. Det gør dem for det meste rolige.
  • Husk, at den lille er meget følsom, derfor er det en god ide at bruge hue både sommer og vinter, for at undgå ondt i ørerne.

Rart at vide, for dig som er ny babysvømmer i Frederiksberg Svømmehal

Hvad er babysvømning godt for?
Babysvømning er især godt for dit barns motorik – og en god motorik er bl.a. med til at give bedre balance og styrke både indlæringsevne og sociale kompetencer.

Kan jeg tage en ekstra voksen med i bassinet?
Ja, det kan du godt til enkelttider. Vi anbefaler, du booker billetten til den ekstra voksne online, samtidig med du booker til dig selv og den lille – så er der størst sandsynlighed for, at der er plads til jer alle i bassinet. Babybassinet er meget populært, og for at undgå at din gæst går forgæves, er det en god idé at booke online.

I er naturligvis også velkomne til at spørge vores billetkontor på dagen, om der er ledige pladser. Den ekstra voksne har altid mulighed for at stå ved siden af bassinet og kigge med – det koster det samme som en almindelig svømmebillet. 

Hvor gammel skal mit barn være?
Alle babyer fra 7 uger og til og med 2 år er velkomne i babybassinet. Når den lille er fyldt 3 år, kan I ikke længere bruge babybassinet på egen hånd. Vil I fortsat gerne vil benytte babybassinet, har du mulighed for at melde dit barn til holdsvømning, hvor du også er med i vandet. 

I har altid mulighed for hygge jer i det varme vand i soppebassinet ved det store svømmebassin og lege i Familiehallen, der har åbent i weekenderne. 

Hvordan får jeg tid i babybassinet?
Du kan få tid til babybassinet på to måder:

  1. Køb billet i vores billetkontor. Her kan du ”kun” købe en billet til samme dag.
  2. Køb billet online. Her får du overblik over alle ledige tider og kan finde den tid, der passer jer bedst.

Vi anbefaler, at du køber din billet online. Bassinet er nemlig meget populært og er for det meste fuldt booket. Så du risikerer at gå forgæves, hvis du vil købe en billet i billetkontoret til samme dag. Der kan maksimalt være 8 voksne og 8 børn i bassinet.

Bestiller du tid online under 2 timer før og er kommet på venteliste, skal du tage stilling til, hvor sent du kan modtage en mail, hvis du har fået plads – i forhold til om du kan nå at komme afsted til svømmehallen.
 
Kan jeg aflyse eller flytte en tid, jeg har booket online?
Ja, du kan altid aflyse din tid 2 timer inden den starter. Når du aflyser bliver dit klip eller beløb tilbageført til din booking saldo, og du kan bruge det til en ny booking.

Ønsker du at få udbetalt din bookingsaldo, trækker vi 25kr. i administrationsgebyr. Skriv til os på frederiksbergsvoemmehal@frederiksberg.dk hvis du ønsker at få din saldo udbetalt.
 
Hvad skal den lille have på i vandet?
Så længe den lille ikke er renlig, skal han/hun have både svømmeble og happy nappy babybadebukser på i vandet. Når dit barn er renligt er happy nappy babybadebukser nok.

Du kan købe begge dele i billetkontoret.
 
Hvordan gør jeg, når jeg kommer til svømmehallen?
Når du ankommer til svømmehallen, skal du gå hen til billetkontoret og oplyse den tid, du har bestilt samt dit barns navn. Så får du en adgangsbillet og et armbånd.

Adgangsbilletten bruger du til at komme ind i omklædningsrummet på 1. sal og til at komme ud igen efter jeres besøg. Du skal gå igennem trædøren og ikke billetmøllen oppe ved omklædningen.

Armbåndet skal bæres synligt, da det er det, der giver dig og dit barn adgang til babybassinet.

Hvor kan jeg stille barnevognen?
Til højre for vores billetkontor har vi et stort rum, hvor du kan stille barnevognen – dog på eget ansvar.

Hvor klæder vi om?
For at gøre din oplevelse med den lille så god som muligt klæder I om og vasker jer to forskellige steder. Du tager den lille med ind i omklædningsrummet på 1. sal – dameomklædningen ligger til højre for billetkontoret, og herreomklædningen ligger til venstre for billetkontoret.

I omklædningsrummet klæder du selv om og går i bad – den lille har du med i en af klapvognene, som står i omklædningsrummet. Husk at vaske dig grundigt og skylle dit hår – alle urenheder kommer til at ligge i vandet, hvor de små svømmer (derfor skal du også tage din makeup af).

Herefter gør du dit barn svømmeklar henne ved siden af babybassinet, hvor vi har et dejligt stort puslerum, hvor du kan vaske den lille og gøre ham/hende klar til at komme i bassinet.

Hvor kan mit barn spise – og hvor kan jeg amme?
Vi ved, at den lille tit er meget sulten efter svømmeturen. Derfor er der en mikroovn i omklædningsrummene, og ved området ved mikroovnen kan I sidde, når dit barn skal spise. Ved rummet med mikroovnen i kvindeomklædningsrummet er der også mulighed for at amme i fred og ro. 

Derudover er det også tilladt at spise i svømmehallens forhal.