Køb dit eget lændeklæde i vor billetkontor. Det må du gerne bruge under bruseren, i dampbadet og sauna. 

Praktiske info

I Frederiksberg Svømmehal har vi dels generelle retningslinjer for, hvordan man opfører sig i svømmehallen, dels vægter vi din sikkerhed højt og dels prioriterer vi, at vor vandkvalitet og hygiejne er i orden. Alt dette kan du blive lidt klogere på herunder.

Børn under 8 år har kun adgang med voksen (fyldt 15 år) 

Handicaphjælper: Vi har desværre ikke kapacitet til at hjælpe dig og det kræves derfor, at du selv har en hjælper med som kan hjælpe dig. Din hjælper kommer selvfølgelig gratis med ind.

Al form for elektronik (telefon, Ipad mm.) må ikke medbringes ved bassinerne og du skal huske at sætte din mobil på lydløs når du lægger den i dit skab. Det kan være til stor irritation, hvis en telefon ligger og ringer hele tiden.
Skal du sidde inde i svømmehallen og vente, er det desværre ikke tilladt at læse. Vore livredder har ikke mulighed for at se, om du er med for f.eks. at holde opsyn med en gruppe børn eller bare er med for hyggens skyld.

Tyggegummi, madvarer og frugt må ikke medbringes i baderum, damprum, sauna og ved bassinerne. Det er dog muligt i vort kurbad at medbringe frugt.

Vi skal alle sammen være i huset og vi gør hvad vi kan, for at holde huset i en pæn rengjort stand. Da hårfarvning og indsmørring af forskellige masker m.m. medfører ekstra rengøring og kan være til gene for andre kunder, er dette ikke tilladt.
Af etiske grunde er barbering omkring kønsdelene ikke tilladt i huset

Berusede personer bliver ikke lukket ind

Lider du af smitsomme sygdomme, smitsom eksem, har væskende sår, fodvorter eller fodsvamp, der ikke er under lægekontrol, må du ikke benytte svømmehallen.

Regler for badetøj
Tilladt:
Dit badetøj skal være lavet af badetøjsstof (nylon eller tilsvarende materiale) – længde har ikke betydning, du kan derfor godt benytte burkini i badetøjsstof. Badetøjet må dog ikke flagre af sikkerhedsmæssige årsager.
Du kan også benytte våddragt
 
Ikke tilladt:
Det er ikke muligt at benytte almindeligt tøj – f.eks. cowboybukser, t-shirts eller undertøj. Boxershorts under badetøjet er heller ikke muligt.
 
I Frederiksberg Svømmehal er det ikke muligt at bade topløs og g-streng, gennemsigtigt samt næsten gennemsigtigt badetøj er heller ikke muligt her
 
Er der tvivl om badetøjet lever op til de afstukne retningslinjer er det vagthavende bademester der afgør om badetøjet er acceptabelt.

Derudover er det godt for dig at være informeret om nogle få hygiejneregler som vi prioriterer højt
 
Badetøj må ALDRIG medbringes under bruseren
(hverken på kroppen eller lægges ved fødderne)
 
Badetøj må ALDRIG medbringes i damprum eller sauna
Bademesterens anvisning og påtale skal til enhver tid og øjeblikkelig efterkommes.
I modsat fald har bademesteren ret til at bortvise personen.

 

Retningslinjer for opførsel i Frederiksberg Svømmehal 

  • Skub ikke andre i vandet
  • Løb ikke ved bassinkanten
  • Dyk ikke andre i kådhed
  • Spring ikke over afspærringer ved bassinkanten
  • Legeting kun i det lille bassin (minus bolde)
  • Voldsom leg, som at kaste med hinanden på høj skulder og lignende, er ikke tilladt
  • Kun én af gangen på vipperne.
  • Uterlig optræden anmeldes omgående til politiet og efterfølges af bortvisning med langvarig karantæne
  • Hensynsløs behandling af inventar m.m. medfører erstatningsansvar

 

I BASSINET MÅ DU GERNE BRUGE:
Svømmefødder
Dykkermaske
Våddragt
Snorkel

Retningslinjer for snorkel:
Livredder ved bassinet skal informeres inden du benytter snorkel i bassinet
Benyttes der snorkel, skal du være i bevægelse hele tiden
Børn - under 15 år - skal være i følgeskab med en voksen

 

I BASSINET MÅ DU IKKE BRUGE:
Blybælter
Iltflasker

Benyttelse af huset sker på eget ansvar og Svømmehallen påtager sig intet ansvar for dine ejendele uanset, at disse er låst inde

Personalets anvisninger skal følges, uanset om anvisningen fremgår af vore regler.

Vi håber du kontakter personalet såfremt, at du oplever overtrædelser af nogen art.
Tvivlsspørgsmål afgøres af personalet.


Hvorfor skal man vaske sig - og hvorfor uden badetøj?
En del overvejer om det er nødvendigt at vaske sig inden man tager sit badetøj på, og en del står under bruserne med badetøj på. Det er desværre ikke godt nok. Brug af bruserne skal derfor altid ske uden badetøj. Når du står under bruseren kan vi ikke se, om du er på vej ind i svømmehallen eller har været ude at svømme.

Af hensyn til hygiejnen i vores bassinvandet er det yderst vigtigt, at du vasker dig med sæbe og skyller dit hår, inden du bruger svømmehallen.

Vi efterlader alle "smuds" i bassinvandet i form af slim, snot, sved, hår, døde hudceller og forskellige sekreter fra kroppens naturlige åbninger, heriblandt også urin, som naturligt forlader kroppen under opholdet i vandet. 

Så - jo renere du er, jo renere er det vand du svømmer i.

Vi hører jævnligt:
"Jeg har lige vasket mig hjemmefra" eller "min religion siger, at jeg ikke må vise mig nøgen". Det er bare ikke godt nok hos os. 

Vi kan ikke se hvor du kommer fra og ... vi skelner ikke til religion, men til hygiejne.

Vi ønsker at opretholde et højt hygiejneniveau - ikke mindst til glæde for dig som besøger svømmehallen.

 

Hvorfor klor i vandet?

Der er krav fra Miljømyndighederne om, at der skal være klor i bassinvandet. Klor er et kemikalie, som vi ikke ønsker at bruge så meget af, men vi kan desværre ikke undvære det som et vigtigt bakteriedræbende stof.

Klor tilsættes vandet for at desinficere og derved sænke risikoen for infektioner.

Mangelfuld afvaskning giver større klorforbrug og medfører forurenet klor i vandet. Forurenet klor er det du kan lugte i en svømmehal, og er tegn på, at ikke alle har vasket sig godt nok.

I svømmehallens maskinrum følger vi konstant klorindholdet på vore elektroniske måleapparater, men derudover tages manuelle klorprøver flere gange dagligt, så vi kan følge det hygiejniske niveau i bassinerne.