Ændringer i Frederiksberg Svømmehal

I forbindelse med nye krav for svømmehalsdrift, vil vi i den kommende tid indføre en række ændringer i brugen af vores bassiner, så vi fortsat kan leve op til miljøkravene.

 

Pr. 1. august 2018 er følgende ændringer trådt i kraft: 

  • Koldtvandsbassiner i luksusomklædning for både damer og herrer lukkes.

Pr. 1. oktober 2018 vil følgende ændringer træde i kraft:

  • Soppebassin i store hal lukkes fra kl. 10 i weekender og på helligdage. Dette vil foregå henover en prøveperiode.
  • Jacuzzien i kurbadet kan anvendes i 10 minutters intervaller, hvorefter bassinet skal forlades og renses i 10 minutter.
  • Wellnessbrusere i kurbadet vil blive erstattet af en ny type brusere som er mere energivenlige
  • Saltbassin i kurbadet er ikke en del af kurbadet længere, men kan bookes online i intervaller af 25 min som et selvstændigt tilbud. Læs mere om nyheder i kurbadet her.

Ændringerne kan forståeligt nok give anledning til mange spørgsmål, som vi har forsøgt at besvare i nedenstående FAQ. Finder du ikke svaret her, er du velkommen til at kontakte os via mail: frederiksbergsvoemmehal@frederiksberg.dk

 

FAQ

Vi ved at ændringerne giver anledning til mange spørgsmål hos vores kunder – læs mere her, måske du finder svaret på netop dit spørgsmål:

Generelt

Hvorfor har I alle disse ændringer nu?

Alle svømmehaller i Danmark skal forholde sig til skærpede miljøkrav som er fremsat af Miljøministeriet.
Vores tekniske anlæg, det anlæg som sørger for at vandet har den rette vandkvalitet, lever ikke op til de nye krav. Derfor har vi fået en betinget miljøgodkendelse, som dikterer at disse ændringer skal træde i kraft, for at vi kan drive svømmehallen videre. Blandt andet ved at vandet cirkulerer hurtigere gennem vores filtre.

Er I ved at lukke svømmehallen?
Nej, vi driver svømmehallen videre, men vi må lave disse ændringer, så vi lever op til de skærpede miljøkrav. Forvaltningen arbejder på en plan for renovering af svømmehallen, og vi forventer dette arbejde kan påbegyndes i 2020. Kommunalbestyrelsen har bevilliget 50 mio. kr. til renoveringsarbejdet.

Hvornår har I rabatkampagne igen?
Vi er glade for at vi igen i år kan tilbyde vores trofaste gæster rabatkampagne i december 2018; 20% på alle klippe- og månedskort.

Hvordan har I informeret svømmehallens gæster om ændringerne?
Vi har informeret vores gæster på følgende måder:


• Hjemmeside og denne FAQ som blev oprettet medio august 2018.
• Facebook
• Bookingside – i købsbetingelser bliver alle gæster gjort opmærksom på at saltvandsbassinet ikke længere er en del af kurbadet.
• Folder, som er tilgængelig i svømmehallen og som bl.a. er uddelt til alle der køber fysiske klippe- og månedskort via vores billetkontor.
• Plakater og ophæng i svømmehallen, bl.a. er alle ændringer listet på et stort orange skilt i svømmehallens forhal.
• Infopersonale har været til stede i svømmehallens forhal de første to weekender i oktober.
• Alle gæster som besøger kurbadet, er i oktober blevet gjort opmærksom på ændringerne vedr. kurbadet ved deres check-in i billetkontoret.

 

Koldtvandsbassiner lukket pr. 1. august 2018

Hvorfor er I nødt til at lukke koldtvandsbassinerne?
De skærpede miljøkrav for netop koldtvandsbassinerne tillader kun at 1 person pr. time kan benytte bassinerne.

Åbner I for koldtvandsbassinerne igen på et tidspunkt?
Ja, vi forventer at åbne koldtvandsbassinerne igen, når hele vores tekniske anlæg har undergået den nødvendige renovering. Forvaltningen arbejder på en plan, og vi forventer at renoveringen tidligst begynder i 2020.

Jeg har et klippekort til luksusomklædning, kan jeg få det refunderet, nu når koldtvandsbassinet er lukket?
Nej vi refunderer ikke klippekort pga. lukningen af koldtvandsbassinet. Når du køber billet til luksusomklædning, er den primære ydelse adgang til svømmehallen.

Vi refunderer dog damers klippekort til damernes luksusomklædning fordi dampbadet her, forsat er ude af drift.

Kommer der noget i stedet for koldtvandsbassinet?
Du kan benytte det ’kolde gys’ / koldtvandsspanden, eller koldtvandsbruser, som kan give en lignende afkølende oplevelse. Der kommer ikke et andet koldtvandsbassin eller kar på nuværende tidspunkt, men vi arbejder løbende med at forbedre vores gæsters oplevelse i luksusomklædningen.

 

 

Dampbade

Hvornår åbner dampbadene igen?
Vi er glade for at dampbadet i Luksusomklædning for herrer er åbent igen. De to andre dampbade, i luksusomklædning for damer og omklædning for herrer på 1. sal, skal konstrueres på anden vis. Vi håber at kunne bringe gode nyheder inden jul.

Kan jeg refundere mit klippekort til luksusomklædningen?
Ja, damer kan fortsat få refunderet deres klippekort hvis deres klip stadig er gyldige.

 

Soppebassin lukket fra kl. 10.00 i weekender og på helligdage

Jeg er voksen/barn og har et klippekort til svømmehallen. Jeg ønsker ikke at bruge svømmehallen mere, nu når soppebassinet bliver lukket i weekenden. Kan jeg få mit klippekort refunderet?
Vi refunderer desværre ikke klippekort for hverken børn eller voksne til svømmehallen, da den primære ydelse er adgang til svømme bassinerne.

Hvorfor kan soppebassinet være åben i hverdagene og ikke i weekenderne?
Vi har mange gæster i weekenderne, og vi vil derfor have for mange personer i soppebassinet ift. det tilladte niveau jf. miljøkravene. Vi vurderer, at vi i det pågældende tidsrum i weekender og på helligdage, vil have svært ved at overholde kravene til antallet af besøgende i soppebassinet. Som alternativ til soppebassinet, kan man benytte Familiehallen.

 

 

Kurbad

Hvorfor er saltvandsbassinet ikke en del af kurbadet længere?
De nye miljøkrav tillader kun 8 personer i bassinet pr. time, derfor har vi været nød til at tage det ud af kurbadstilbuddet og ændre brugen af saltvandsbassinet. Et nyt koncept for Floating er udviklet og indebærer bl.a. at;

• der vil max. være 4 personer ad gangen i bassinet
• du har adgang til bassinet i 25 minutter
• der er ro i lokalet og bassinet, dvs. gæster skal være helt stille, og forholde sig i ro i bassinet. Får man lyst til at forlade bassinet, kan man ikke gå i bassinet igen.

Når saltvandsbassinet ikke længere er en del af kurbadet, bliver prisen for kurbadet så nedsat?
Nej, vi kan desværre ikke ændre på den, men vi har tilføjet nye elementer, som du kan læse mere om nedenfor.

Hvorfor har I ikke sænket prisen på kurbadet når der er kommet så mange nye ændringer?
Prisen er på kurbadet er i forvejen billig og vi kan desværre ikke ændre på den.
Men vi har tilføjet nye elementer til kurbadsoplevelsen:

  • Fordybelsesrummet, som du kan læse mere om nedenfor
  • Der lukkes 20% færre gæster ind.
  • Der er tilføjet en ekstra massagestol, så alle gæster har mulighed for at få tid i massagestolen.

Hvorfor skal jeg betale ekstra for kurbadet, for at bruge saltvandsbassinet?
Saltvandsbassinet er blevet en separat ydelse fra kurbadsbilletten, som kan købes for sig selv, eller i sammenhæng med din kurbadstid. Saltvandsbassinet bruges nu på en ny
måde. Læs mere om Floating her.

Jeg har et klippekort til kurbadet, og jeg er flittig bruger af saltvandsbassinet. Jeg vil savne det meget. Kan jeg få refunderet mit klippekort til kurbadet?
Ja, vi refunderer klippekort til kurbadet, såfremt de er købt før d. 20. august 2018. De kan refunderes helt frem til d. 28. februar 2019. Hvis du vil, kan vi også ombytte værdien af dine restklip til billetter til floating i saltvandsbassinet eller andre ydelser i svømmehallen.

Hvorfor er wellnessbruserne lavet om?
Det tekniske anlæg for wellnessbruserne lever desværre ikke op til de nye miljøkrav, derfor er de skiftet til energivenlige brusere, som desværre ikke har samme massageeffekt.

Hvad er et fordybelsesrum?
I fordybelsesrummet kan du slappe af i stemningsfyldte omgivelser. Til dæmpede toner kan du indånde luft, som er renset af en levende plantevæg. Det er et oplagt sted at starte dit kurbadsbesøg, så du kan komme ned i gear mens du nyder biopejsens flammespil og samtidig får opfyldt dine væskedepoter med mynte vand. Efter en saunagus, vil det også være en god idé at søge hen i fordybelsesrummet, både for at fylde dine væskedepoter, men også for at finde ro og fordybelse, så du kan mærke hvad saunagus egentlig gør ved din krop og din vejrtrækning. Du finder fordybelsesrum nær damernes omklædning.

Kan man købe en kombi-billet, så man både kan besøge kurbadet og saltbassinet på samme tid?
Man kan desværre ikke købe en kombi-billet, men man kan købe 1 billet til kurbadet og 1 billet til floating i saltbassinet. Hvis du vil besøge begge faciliteter, anbefaler vi at du booker tid til floatingi i saltbassin og kurbad i forlængelse af hinanden, så du får mest muligt tid i kurbadet.
Det er oplagt at afslutte dit kurbadsbesøg med floating. Book tid her.

Hvor klæder man om, når man skal benytte saltvandbassinet / skal til Floating?
Når du har købt billet til floating i saltvandsbassinet får du adgang til luksusomklædningen og du kan tillige helt vederlagsfrit benytte svømmehallen enten før eller efter din bookede tid.

Hvor gammel skal man være for at benytte saltvandsbassinet?
Man skal være 15år for at benytte floating i saltvandsbassinet. Har du et barn, som fx lider af psoriasis, anbefaler vi at du køber billet til vores arrangement Familiekurbad, det foregår d. 1. søndag i hver måned.


Er saltvandsbassinet fortsat en del af kurbadet hvis man kommer til et event eller lejer kurbadet uden for åbningstid?
Indtil videre er saltbassinet en ekstra gratis ydelse, som man får hvis man deltager i et event, eller lejer kurbadet.

Jeg synes 125kr. for 25min. Floating lyder meget dyrt – er der rabatordninger?
Ja, lige nu har vi åbningstidstilbud med 20% rabat frem til 30. november:

  • Enkeltbillet voksen 100kr (normalpris 125kr.)
  • Klippekort voksen 500kr (normalpris 650kr.) – du får et klip gratis, og betaler i gennemsnit 83,3kr. pr. klip
  • Enkeltbillet pensionist 80kr. (normalpris 100kr.)
  • Klippekort pensionist 400kr. (normalpris 500kr.) – du får et klip gratis, og betaler i gennemsnit 66,67kr. pr. klip.

Nyheden blev udgivet

fredag, august 10, 2018 - 13:08